Pladeselskabet

12. januar 2015

FRYS – TV-2

NY TV-2 SINGLE 'FRYS' UDE I DAG

TV-2 har netop lagt sidste hånd på deres helt nye single, FRYS, som er singleforløberen til deres kommende 18. studiealbum siden de blev dannet i 1981!

- Frys er både den kulde der rammer helt ind i hjertet og samtidig den kraft der stædigt ønsker at fastholde øjeblikket: Det øjeblik, hvor man er tilstede og alting giver mening. Lad bare det nu vare for evigt. Please!

Det er det en popsang kan tillade sig, at være lidt stor i slaget, fortæller Steffen Brandt om tankerne bag nummeret Frys og tilføjer om arbejdsprocessen:

- Frys har rejst sig fra den akustiske guitars enkle grundidé til en klar og tydelig popsang, som vedkender sig præmissen: Den skal både gribe om hjertet og få lytteren ud af den noget pressede hverdag, vi sådan generelt har sparket os ned i. Mod og håb. Simpelthen.

Frys er blevet til i samarbejde med producerne Maskinen (Andreas Sommer) og Mads Bjørn og om dem fortæller Steffen Brandt:

- Samarbejdet med de to producere Andreas Sommer og Mads Bjørn er helt nyt og sprudlende. Bandet har altid gerne ville finde sig selv i tidens lydbillede, men med Mads og Andreas er udfordringen taget op: Plejer er død, energien lever.

Nummeret Frys er første single fra det kommende studiealbum fra TV-2, der byder på 12 spritnye sange og et par overraskende duetter. Bandet er sammen med de to producere Mads Bjørn og Andreas Sommer gået efter en mere organisk lyd og større spændvidde i deres udtryk. Og så er der spændende besøg fra USA.

Albummet udkommer til marts 2015.

Bandets seneste studiealbum, Showtime, udkom i februar, 2011, blev certificeret platin og gik nummer 1 på hitlisten, ligesom den første single, Fuck Den Kærlighed, gjorde.

Lyt den nye single her.

Til foråret spiller TV-2 13 koncerter landet rundt. Se tid & sted her.

Du kan følge indspilningen af det nye album på TV-2's Facebookside

 

PladeSelskabet Have A Cigar